Digitalt produktpas: Hvad betyder det for jeres virksomhed?

Author

Jonathan Engell
Senior ESG Advisor

Det digitale produktpas skal gøre oplysninger om produkter lettere tilgængelige og bliver et krav for flere produktgrupper i de kommende år. For virksomhederne betyder det, at de skal have overblik over deres produktdata og afklare, hvilket ansvar de har for produktpasset. Her ser vi på, hvad produktpasset betyder for jer og hvordan I kan begynde forberedelsen.

Nogle af de oplysninger, der kan blive relevante i produktpasset, findes måske allerede i jeres systemer, i et Excel-ark eller hos leverandørerne, mens andre skal indhentes eller udarbejdes fra bunden. Man kan eksempelvis have krav om at få beregnet et produkts klimaaftryk på baggrund af data om blandt andet materialer og produktion. Forberedelsen handler derfor om at undersøge, hvad I allerede kan dokumentere, hvor dataene ligger, og hvor der er behov for yderligere data, beregninger eller anden dokumentation.

Hvad er et digitalt produktpas?

Et digitalt produktpas er en digital samling af oplysninger om et produkt, som eksempelvis kan tilgås via en QR-kode. Oplysningerne skal blandt andet gøre det lettere at reparere produkter og genanvende materialerne, når produkterne ikke længere kan bruges.

En reparatør kan eksempelvis have brug for en vejledning til at udskifte dele, mens en genanvendelsesvirksomhed skal kunne se, hvilke materialer produktet består af. Hvem der får adgang til hvilke oplysninger, bliver fastlagt i kravene til den enkelte produktgruppe.

Produktpasset er en del af EU’s ecodesignforordning, ESPR. De konkrete krav bliver fastlagt for hver produktgruppe i såkaldte delegerede retsakter, som blandt andet beskriver, hvilke oplysninger passet skal indeholde. Der kommer altså ikke én fælles liste, der gælder for alle produkter.

I kan have ansvaret uden selv at producere

Det er virksomhedens rolle i værdikæden, der afgør ansvaret:

  • I sælger under eget brand: Får I eksempelvis stole fremstillet hos en leverandør i Polen og sælger dem under eget brand, bliver I betragtet som fabrikant. Når kravene om produktpas gælder for stolene, er det derfor jeres ansvar at sikre, at passet findes, og at oplysningerne er korrekte, fuldstændige og opdaterede.
  • I importerer under producentens brand: Importerer I produkter fra et land uden for EU under producentens brand, skal I som importør kontrollere, at fabrikanten har opfyldt de relevante krav.
  • I er distributør eller forhandler: I skal kontrollere, at passet findes, og som forhandler skal I også sikre, at kunderne kan tilgå det før købet.

Har I fabrikantansvaret skal I derfor afklare, hvilke data og hvilken dokumentation producenten kan levere og hvad I selv skal sørge for at få udarbejdet. Producenten kan eksempelvis levere oplysninger om materialer og energiforbrug, der skal bruges i en beregning af produktets klimaaftryk, som I har ansvaret for at få udregnet.

Kravene kommer gradvist

Blandt de prioriterede produktgrupper er jern og stål, aluminium, tekstiler, dæk, møbler og madrasser. Reglerne for den enkelte produktgruppe vil beskrive, hvilke produkter der er omfattet og hvornår virksomhederne skal leve op til kravene.

Årstallene i EU’s arbejdsplan angiver, hvornår reglerne forventes vedtaget, og skal derfor ikke læses som virksomhedernes frister for at have produktpasset klar. Først når kravene om produktpas gælder for det enkelte produkt, bliver passet en forudsætning for at bringe det på EU-markedet.

Selvom alle detaljer endnu ikke er fastlagt, giver det mening at begynde forberedelserne, hvis jeres produkter er blandt de prioriterede grupper. Det kan tage tid at skaffe de nødvendige data og udarbejde dokumentationen, især når flere leverandører skal bidrage.

Begynd med ét produkt og de oplysninger, I allerede har

I behøver ikke have valgt et IT-system for at komme i gang. Et godt sted at starte er at vælge ét produkt og undersøge, hvilke oplysninger og hvilken dokumentation I allerede har.

Et regneark kan være et godt udgangspunkt for at få overblik over arbejdet. Arket kan eksempelvis opdeles i fem fanerB:

  • Overordnet: Identifikation af produktet, fabrikant og toldkode.
  • Materialer: Materialesammensætning, genanvendt indhold, råmaterialernes oprindelse og problematiske stoffer.
  • CO₂-aftryk: Data og beregninger om produktets miljøpåvirkning og klimaaftryk.
  • Holdbarhed og reparation: Levetid, teststandarder, garanti, reservedele og reparationsmuligheder.
  • Genanvendelse og bortskaffelse: Genanvendelighed, sorteringsanvisninger og tilbagetagning.

Eksemplet bygger på forventede dataområder og skal tilpasses de endelige krav til jeres produktgruppe.

Under hver fane kan I notere, hvilke oplysninger I har, hvor de kommer fra og hvem der skal følge op på det der mangler. Det gør det lettere at planlægge dataindsamlingen og afklare, hvor der er behov for beregninger eller anden dokumentation.

Tag overblikket med i dialogen med leverandørerne og undersøg, hvilke oplysninger de kan levere. Noget dokumentation findes måske allerede, mens andet kræver nye beregninger eller data fra underleverandører. Hvis leverandørerne ikke kan levere de nødvendige oplysninger, er det vigtigt at få afklaret, hvordan I ellers kan skaffe dem. Manglende dokumentation kan i sidste ende betyde, at produktet ikke kan bringes på EU-markedet, når kravene gælder.

Da arbejdet ofte involverer både indkøb, produktudvikling og bæredygtighed, er det en fordel at udpege en intern ansvarlig, som kan koordinere arbejdet og følge udviklingen i kravene. Erfaringerne fra det første produkt kan derefter bruges til at planlægge arbejdet med resten af sortimentet.

Brug oplysningerne i forretningen

Arbejdet med produktpasset kan også gøre det lettere at besvare kundespørgsmål og bruge produktdata i tilbud. Hvis en kunde eksempelvis efterspørger dokumentation for genanvendt indhold, kan I bruge de oplysninger i allerede har indsamlet, så længe dokumentationen er opdateret og dækker det pågældende produkt.

Produktpasset kan også hjælpe kunden efter købet. Sælger I reservedele eller tilbyder reparation, kan et link fra passet gøre det lettere for kunden at finde en vejledning eller bestille den rigtige del. Det er et eksempel på, hvordan passet kan understøtte kontakten til kunden gennem produktets levetid.

Når I planlægger arbejdet med produktpasset, er det derfor relevant også at se på, hvor oplysningerne kan bruges i forretningen. Tag udgangspunkt i de spørgsmål, kunderne allerede stiller og den dokumentation, I bruger tid på at finde til tilbud og kundedialog. Det kan hjælpe jer med at prioritere, hvordan produktdata skal organiseres og bruges i det daglige arbejde.

‍

‍

Summary

Jonathan Engell
Senior ESG Advisor
joe@sustainx.dk