Mange virksomheder sætter ambitiøse klimamål, men de færreste kan nå dem alene. For langt de fleste ligger størstedelen af klimaaftrykket nemlig uden for egen matrikel.
Hvis reduktionerne virkelig skal batte, er det scope 3-udledningerne, der skal adresseres: emissioner fra leverandører, transport, brug og bortskaffelse af produkter.
Det betyder, at du som virksomhed kan have nok så godt styr på dine egne emissioner, men uden at dine leverandører gør en indsats, kan du ikke reelt reducere dit samlede klimaaftryk. Og netop her står mange virksomheder i dag med en stor udfordring.
Er leverandørerne ikke klar?
Mange leverandører mangler stadig de grundlæggende forudsætninger for at komme i gang. Leverandørerne - især små og mellemstore virksomheder - mangler ofte modenhed både i forhold til viden, erfaring og data, men også ressourcerne til at måle, forstå og reducere deres klimaaftryk.
For nogle bliver indsatsen helt nedprioriteret, fordi de ikke oplever et klart forretningsmæssigt incitament. Måske pris og leveringstid stadig har en langt højere prioritet end klima. Resultatet er, at virksomheder står med klimamål, de reelt ikke kan nå, medmindre de hjælper deres leverandører i gang.
Fra udfordring til fælles indsats
Som virksomhed har du et ansvar for at sikre, at leverandørerne kan indgå aktivt i indsatsen. Du kan selvfølgelig vælge at håbe og vente på, at de selv tager skridtet, eller du kan gå forrest og hjælpe dem i gang. Ved at tilbyde viden og løsninger kan du gøre dine leverandører klogere og bedre rustet til at bidrage til jeres fælles klimamål.
Her bliver leverandørprogrammer afgørende. Et program kan give leverandørerne indsigt, viden, værktøjer og praktiske anvisninger, der gør det muligt for dem at måle deres udledninger, forstå resultaterne og arbejde med reduktioner. På den måde kan de bidrage aktivt til din virksomheds klimamål.
Når leverandører bliver opkvalificeret og engageret, kan de levere bedre data, udvikle løsninger og samarbejde om reelle reduktioner i værdikæden. Det handler ikke om at stille uopnåelige krav, men om at se værdikæden som en central del af løsningen.
Når de store går forrest
Flere store aktører gør netop dette og viser allerede vejen.
LEGO har lanceret deres Supplier Sustainability Programme, og Schneider Electric driver et Zero Carbon Program. Begge programmer hjælper tusindvis af leverandører med at nedbringe deres klimaaftryk. Og derudover ser vi, at mange store virksomheder i dag arbejder målrettet med leverandørengagement, fordi de har forpligtet sig til klimamål under Science Based Targets initiative (SBTi).
Her er kravet ofte, at en stor del af leverandørerne også selv sætter klimamål, hvorfor leverandørprogrammer højst sandsynligt er komme for at blive, og vi vil se mange flere lignende programmer fremover. Og med god grund. For skal du lykkes med din klimaindsats, kræver det, at dine leverandører er med på rejsen. Og det sker hurtigere, når du tager teten og viser vejen.