Vidste du, at Ecuador er verdens største eksportør af bananer?
Jeg (Anna Lia) har tidligere i mit liv tilbragt et år i det skønne sydamerikanske land. Her besøgte jeg en bananplantage og har med egne øjne set det massive vandforbrug og den fortsatte afskovning nødvendig for at imødekomme den globale efterspørgsel på den gule frugt. Bananen, som du spiser på farten, bringer altså en historie med sig.
Har du nogensinde tænkt over bananens rejse fra plantagen i syd til din indkøbskurv? Og hvilke klima- og miljøaftryk, som den bringer med sig?
Det har den engelske professor Mike Bernes-Lee, da han tilbage i 2009 skrev bogen “How Bad Are Bananas”.
I bogen får læseren en introduktion til klimaaftrykket af alverdens ting, fra telefonen til motorcyklen til bananen.
Metoden som Mike Berners-Lee brugte til at afdække miljøpåvirkningen af bananer kaldes en Livscyklusvurdering, eller oftest bare en LCA (Life Cycle Assessment).

Hvordan udføres en LCA?
LCA-processen består af fire grundlæggende trin og følger de internationalt standardiserede metoder ISO 14040 og ISO 14044. Processen består i at definere et mål og omfang med LCA’en, foretage en indsamling og kortlægning af data og herefter vurdere miljøpåvirkningerne.
Resultaterne fra hvert trin fortolkes løbende, så man fastholder en rød tråd gennem analysen, som sikrer, at den færdige LCA bliver værdiskabende og operationel. Processen illustreres nedenfor.

Lad os nu tage trinene ét ad gangen.
- Definition af formål: Her definerer virksomheden formålet med LCA’en. Hvorfor ønsker vi at foretage en LCA? Hvad vil vi gerne opnå? Og hvem er målgruppen? Der kan være flere forskellige årsager til, at en LCA kan være en god idé. De tæller bl.a. nye regulatoriske krav eller markedspres fra kunder/samarbejdspartnere om øget transparens og dokumentation.
- Definition af omfang: Med formålet for analysen på plads, kan man rykke videre til at definere hvor omfangsrig og vidtrækkende en analyse, der kræves for at opfylde vores målsætninger med arbejdet. Helt konkret ser man i dette trin på, hvilke faser i livscyklussen, der skal inkluderes, samt hvilke miljøfaktorer analysen skal fokusere på.
- Dataindsamling og kortlægning: Nu begynder dataindsamlingen. I dette trin lægges fundamentet for analysen; man arbejder på at sikre, at data af den højeste kvalitet er til rådighed. Jo mere specifik data, som man kan indsamle til dataoverblik, desto bedre. Det danner nemlig fundamentet for de efterfølgende LCA-beregninger.
- Vurdering af miljøpåvirkninger: Det sidste trin omfatter selve beregningerne. Data analyseres og oversættes til konkrete miljøpåvirkninger som eksempelvis CO2-emissioner, vandforbrug eller materialeforbrug. Analysen kan også indeholde en sammenligning af miljøpåvirkninger på tværs af produktkategorien og evt. med andre lignende produkter i markedet.
Case: Oatly bruger LCA-resultaterne til at differentiere sig i markedet.
En LCA kan altså bidrage til at overholde seneste bæredygtighedslovgivning, til produktudvikling og reduktion af emissioner i produktion, samt at indtage en grønnere position i markedet, hvor troværdighed omkring brandet er afgørende. Det giver kunderne tryghed og fuld indsigt i produkterne.
Oatly, der producerer havremælk, er et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte LCA’en til at drive øget salg gennem troværdig og veldokumenteret kommunikation om sine produkter. . Deres produkters samlede CO2-aftryk er tydeligt præsenteret på emballagen, hvilket tilføjer transparens for både kunder og andre virksomheder. Samtidig skaber det en direkte konkurrencemæssig fordel, fordi det styrker troværdigheden og imødekommer krav fra både forbrugere, investorer og myndigheder.
Det skaber desuden et incitament til løbende forbedringer og kan bruges aktivt i både storytelling, produktudvikling og markedsføring – alt sammen elementer, der giver en narrativ konkurrencefordel.
Dokumentation som Oatly forlægger på deres produkter er netop det EUs Green Claims directive og Forbrugerombudsmanden kigger efter, når virksomheder bruger påstande som “klimavenlig”, “bæredygtigt” eller “Eco-friendly”.
Sådan dokumentation på produktniveau er præcis det, som en LCA kan levere.